Sådan motiverer vi unge til at tage en velfærdsuddannelse - Konference gav indblik i unges motivation
Hvordan får vi flere unge til at vælge velfærdsuddannelserne?
Det er det overordnede spørgsmål, som Sjællands Velfærdsakademi arbejder med at besvare. Vi inviterede derfor indenfor til en konference, hvor vi blev klogere på de unges valg og fravalg ift. uddannelse. Bella Marckmann, Chefkonsulent i EVA, gav os et indblik i unges sabbatår, Marie Rud Skak-Arnstrup, Chefkonsulent i Region Sjælland, gjorde os klogere på de unges uddannelsesvalg, og centerleder i Studievalg Danmark, Per Mejer Larsen præsenterede os for hvad de unge selv siger om deres sabbatår.
I fællesskab gav de et bredt indblik i de udfordringer regionen står overfor, og hvad der kendetegner de unge mennesker, som måske kunne få øjnene op for et arbejdsliv i velfærdssektoren.
Fra viden til inspiration
Michelle Vesterby, Afdelingsleder Customer & People i Bilka Næstved, gav et indblik i hvordan de arbejder med at fastholde og motivere deres unge medarbejdere. Alt fra fællesskabsfølelse og at matche personligheder i oplæringsfasen, til målrettede kurser og fokus på anerkendelse. Et oplæg der for alvor viste, at der er meget at hente ved at nytænke hvem vi samarbejder med ift. at udvikle og kvalificere vores tilgang til opgaven.
Til slut var der Q&A panel med tre sabbatister og to studerende. De tre sabbatister havde alle taget et ufaglært arbejde indenfor velfærdsfagene, og kunne derfor give et indblik i hvordan det er at stifte bekendtskab med fagene for første gang.
En af sabbatisterne var 19-årige Anton, der arbejder som lærervikar. Han fortalte om en virkelighed, hvor han ofte blev placeret i situationer, hvor han savnede flere faglige værktøjer til at håndtere opgaven f.eks. ift. urolige elever og manglende undervisningsmaterialer. Desuden var det vigtigt for alle panelisterne, at føle man bliver værdsat og faktisk ér en del af den arbejdsplads man kommer ind på - også selvom man er afløser eller ufaglært. De vil inviteres med til afdelingsmøderne, tages med på råd og generelt indgå som en medarbejder på linje med alle andre, hvis vi skal lykkes med at motivere dem til at fortsætte indenfor fagene.